SKAARUPØRE VINGÅRD
Drømmen om en vingård i Italien blev til en dansk af slagsen i stedet. For efter nogle besøg i Piemonte blev Bente Rasmussen og Carsten Andersen enige om at forsøge på Fyn. Så de er pionerer i dansk vin-produktion og har siden 2002 lavet en lang række vine på den nu velbesøgte og velrenommerede gård i Skaarupøre.
De to avlere var nogle af de allerførste seriøse vindyrkere i Danmark og kan fortælle mange sjove historier om de erfaringer, de har måttet gøre sig undervejs. Som dengang, da den første mousserende vin eksploderede mellem hænderne på dem.
Siden er der kommet styr på både den og alle de andre vine, som Skaarupøre Vingård i dag producerer, alle efter biodynamiske principper. Udover hvid- og rosévin så er det blandt andet en valnøddesnaps, lavet på nødder fra gårdens eget træ, en Drue-dram i stil med italiensk grappa, og en dessertvin på Rondo-druen.
Parret tager gerne imod besøgende og er ofte værter for arrangementer på den idylliske gård, for deres ambition og mål er ikke kun, at de selv skal blive bedre, men også at være med til at højne det kulinariske niveau på Sydfyn. Så man vil ofte se dem i et samarbejde med andre af områdets lokale producenter.
Læs mere om Skårupøre Vingård på deres egen hjemmeside