SVENDBORG VINGÅRD

Billede til artikel

Efter at have boet i Spanien ville Birgitte og Jørgen Sejer gerne have en vinmark, da de skulle tilbage til Danmark. Derfor vidste de, at de skulle bo i en kystby, fordi der er mindre nattefrost, og så blev det Svendborg.

Det var lidt af et tilfælde, men senere har parret opdaget, hvordan det i det sydfynske område myldrer med andre, som også interesserer sig for produktion - ikke kun af vin, men af alle mulige gode ting - indenfor fødevarer og andet kreativt. Så dét miljø er de glade for at være blevet en del af.

De holder til i en stor villa, der ligger godt i læ af Troldeskoven, har vineri og butik i stueetagen og en stor sydvendt terrasse i sydlandsk stil. De har omkring 2200 stokke på marken bag ved huset med fem sorter, som de laver hvid- og dessertvin af. De laver også forskellige vine på lokal frugt og har et helt unikt produkt i deres birkebobler.

Det er mousserende vin, lavet på saft, tappet fra deres egne birketræer, og den fås i to udgaver, med hindbær og hyldeblomst, og er en lækker, spændende drik, for eksempel til aperitif.

Princippet i alt, hvad de laver, er, at vinen skal være så ren som mulig, så der bliver ikke tilsat andet end gær og måske sukker. Som vinmager Jørgen Sejer understreger, så er det en ambition - i modsætning til mange udenlandske vine, der ofte er fyldt med tilsætningsstoffer. Han håber at kunne være med til at få flere danskere til at drikke mere dansk vin, der ikke skal transporteres lang vej fra.