ØKOMØLLERIET KRAGEGÅRDEN

Billede til artikel

Gården har været i familiens eje siden 1765, men mølleriet er en ny historie. Kristian Andersen har 250 hektar, primært med korn af mange slags, og tilbage i 2006 var han træt af situationen.

“Jeg fik for lidt for mit korn, og jeg havde for lidt at bestemme selv”, fortæller han. Så Kristian besluttede at gå i lære hos et ældre møller-par, der var ved at holde op, og efter et halvt år overtog han deres stenkværne og begyndte som møller.

I dag står der fire stenkværne i en stor, nyindrettet lade, hvor melet ligger fint i store træ-kar. Når det bliver kværnet på sten, så bliver melet ikke så varmt og beholder flere bage-egenskaber.

Kristian Andersen laver 60-70 forskellige slags, og man skulle måske ikke tro det, men moden skifter også indenfor mel. For nogle år siden var det især spelt, nu er det mere Ølandshvedemel, der er populært. Men ligegyldigt hvilken slags, så er kvaliteten i top. Som mølleren siger, så skal det være godt at bage med.

Læs mere om Økomølleriet på deres egen hjemmeside.