MAYMAYS FRA OLLERUP PÅ FYN

Billede til artikel

Mumbai Munchies er sprøde, krydrede, sunde snacks, udtænkt hjemme i køkkenet hos ægteparret Maybritt Beutnagel og Manoj Raput i Ollerup på Fyn.

Da corona-epidemien kostede dem arbejdet som henholdsvis pilot og sælger af rejser, skulle de finde på noget andet. Eksperimentet med at forvandle kikærter og indiske krydderier til noget lækkert gik over al forventning.

“Munchies er snacks, men det er også mad, fyldt med proteiner og andre gode ting som sunde krydderier. Vi ville lave en snack, som ikke kun var tomme kalorier”, fortæller parret.

Byens Gårdbutik valgte at give salget af parrets dansk-indiske snacks en chance, og siden er det gået stærkt. Produktionen er nu flyttet fra køkkenet i Ollerup til nye lokaler i Skårup, og i juni 2021 vandt deres Mumbai Munchies førsteprisen som årets bedste nye mad-produkt på “Sol Over Gudhjem”, landets største kokke konkurrence.